Vil du gerne have flere grøntsager, urter, frø og gode smagsgivere i din smoothie – men orker du ikke at finde det hele frem hver morgen?
Så er smoothiecubes måske et af de bedste små hacks til din fryser.
Smoothiecubes er små, frosne portioner af blendede grøntsager, frugt, krydderurter, frø eller andre smoothieingredienser. Du forbereder en portion på én gang, fordeler blandingen i en silikoneform og fryser den ned. Når det er tid til at lave smoothie, kommer du blot en eller flere cubes direkte i blenderen.
Det sparer både tid og beslutninger på travle morgener – og gør det lettere at bruge friske ingredienser, før de bliver trætte i køleskabet.
Forberedelse er QUEEN 👑
Hvad kan du bruge smoothiecubes til?
Smoothiecubes kan være meget mere end almindelige isterninger. De kan bruges som små smoothieboostere med hver deres funktion.
Du kan blandt andet lave cubes med:
-
Grøntsager og krydderurter
-
Citron, ingefær og gurkemeje
-
Bær, rødbede og havtorn
-
Avocado, hampefrø og plantedrik
-
Rester af kokosvand eller grøntsagsjuice
-
Friske urter, der ellers risikerer at ende som madspild
Du behøver ikke komme alle de gode ingredienser i den samme cube. Lav i stedet forskellige varianter, så du kan vælge efter smag og efter den smoothie, du har lyst til den pågældende dag.
Derfor er smoothiecubes så nemme i hverdagen
På papiret tager det ikke lang tid at skrælle ingefær, presse citron, skylle spinat og måle frø op. Men på en travl morgen kan de mange små opgaver være nok til, at smoothien ikke bliver lavet.
Med en fryser fyldt med smoothiecubes er en del af arbejdet allerede klaret.
Du kan:
-
Forberede ingredienser til flere smoothies på én gang
-
Bruge grøntsager, urter og frugt, før de bliver dårlige
-
Variere smagen fra dag til dag
-
Gøre din smoothie kold og cremet uden almindelige isterninger
-
Få mere grønt i blenderen med mindre besvær
-
Bruge mindre tid på at skrælle, snitte og rydde op
Det handler ikke om den perfekte morgenrutine. Det handler om at fjerne lidt af den friktion, der kan stå mellem dig og den gode vane.
Fire EASE-opskrifter på smoothiecubes
Mængden af cubes afhænger af størrelsen på formen og hvor kraftig en smag, du ønsker. Begynd med én eller to cubes i din smoothie, blend og smag til.
Golden Ginger Cubes
Gyldne og friske antiinflammatoriske cubes med masser af karakter. De passer særligt godt i grønne, orange og cremede smoothies.
Du skal bruge:
-
2 økologiske citron – saft og skal
-
4–5 cm frisk ingefær
-
3–4 cm frisk gurkemeje eller 1 tsk. stødt gurkemeje
-
Et lille nip friskkværnet sort peber
-
Ca. 1½ dl vand eller kokosvand
Sådan gør du:
Vask citronen grundigt. Kom alle ingredienser i blenderen, og blend til en ensartet blanding. Fordel den i silikoneformen, og frys den ned.
Brug én cube til en mild smag og flere, hvis du gerne vil kunne smage ingefær og gurkemeje tydeligt.
Green Easy Cubes
En nem genvej til mere grønt – især når spinaten eller krydderurterne i køleskabet skal bruges.
Du skal bruge:
-
2 store håndfulde spinat
-
½ agurk
-
1 håndfuld frisk mynte eller persille
-
Saften fra ½ citron
-
1–1½ dl vand eller kokosvand
Sådan gør du:
Blend alle ingredienser til en glat, grøn blanding. Tilsæt kun så meget væske, som blenderen har brug for. Fordel blandingen i formen, og frys.
Kom et par grønne cubes i blenderen sammen med eksempelvis fennikel, avocado, pære og hampefrø.
Red Power Cubes
Smukke, mørkerøde cubes med syrlig smag fra bær og dybde fra rødbede.
Du skal bruge:
-
1 lille rødbede, skrællet og skåret i små stykker
-
1 dl aronia, solbær eller brombær
-
½ dl havtorn
-
Saften fra ½ citron
-
1½–2 dl vand
Sådan gør du:
Blend ingredienserne grundigt. Har din blender svært ved rå rødbede, kan du rive den fint først eller bruge en rest kogt rødbede uden eddike.
Fordel blandingen i formen, og frys. Brug cubes i en smoothie med blomkål, avocado, lidt pære og plantedrik.
Cream Dream Cubes
Cremede cubes, der giver smoothien mere fylde og en blødere konsistens.
Du skal bruge:
-
1 moden avocado
-
3 spsk. hampefrø
-
2 dl usødet plantebaseret drik
-
1 spsk. citronsaft
-
Eventuelt lidt vanilje
Sådan gør du:
Blend alle ingredienser, indtil blandingen er helt cremet. Fordel den i formen, og frys.
Cream Dream Cubes passer godt i både grønne smoothies og smoothies med kakao, bær, kaffe eller lakridspulver.
Sådan bruger du dine smoothiecubes
Smoothiecubes kan bruges på flere måder:
Som ekstra smoothiebooster:
Kom én eller to cubes i din sædvanlige smoothie.
Som en del af basen:
Brug flere cubes sammen med grøntsager, væske og en proteinkilde.
Som erstatning for almindelige isterninger:
Cubes gør smoothien kold uden at fortynde smagen på samme måde som vand.
Som smag i vand:
Golden Ginger Cubes kan sagtens bruges med kogende vand, som en lækker te og Green Easy Cubes kan også kommes i koldt vand og nydes som en frisk drik.
Tag kun de cubes ud, du skal bruge, og kom resten tilbage i fryseren med det samme. Når de er helt frosne, kan de eventuelt flyttes til en lukket frysebeholder. Skriv navn og dato på, så du kan kende forskel på varianterne.
Brug smoothiecubes i en mættende grøntsagssmoothie
Smoothiecubes kan gøre forberedelsen lettere, men en cube gør ikke nødvendigvis en smoothie til et helt måltid.
Hvis din smoothie skal mætte, kan du bygge den op af:
-
En god portion grøntsager
-
Lidt frugt eller bær
-
En proteinkilde som hampefrø, chiafrø eller usødet sojadrik
-
Gode fedtstoffer fra eksempelvis avocado, frø eller nøddesmør
-
Vand, kokosvand eller plantebaseret drik
-
En eller flere smoothiecubes efter smag
På den måde bliver cuben den nemme genvej – mens resten af smoothien stadig får den balance og fylde, du ønsker.
EASE silikonebakke til smoothiecubes
EASE silikonebakken er skabt til små forberedelser, der gør de gode vaner nemmere.
Den fleksible silikone gør det let at trykke de frosne cubes ud én ad gangen. Brug bakken til smoothiecubes, frosne bær, citron, ingefær, krydderurter eller rester af juice og kokosvand.
Når smoothien er blendet, kan du hælde den i din EASE smoothieflaske i dobbeltvægget glas. Den store åbning gør glasflasken nem at fylde og rengøre, mens sugerøret og bærehanken gør den praktisk som drikkedunk til smoothie.
Forbered én gang. Blend på få minutter. Tag din smoothie med ud ad døren.
Clean living starts with small choices 🌱